Gå til hoved-indhold

Generalforsamling får ministerbesøg

AktueltAktuelt

Når Frederikshavn Erhvervsforening afholder generalforsamling den 8. marts, bliver det med indlæg fra den tidligere uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Tirsdag eftermiddag den 8. marts danner hotel Scandic the Reef rammer for generalforsamlingen for Frederikshavn Erhvervsforening. Her vil kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen deltage i kraft af sit tidligere virke som uddannelses- og forskningsminister.

Til generalforsamlingen vil Ane Halsboe-Jørgensen holde indlæg om vigtigheden af at der er uddannelser fordelt i hele landet. Sidste år stod uddannelses- og forskningsministeriet, med Ane Halsboe-Jørgensen som minister, i spidsen for en politisk aftale om at flytte en række uddannelser fra storbyerne til de mindre byer frem mod 2030.

Flytningen af uddannelser skal give de unge, der ikke bor i en storby, mulighed for at uddanne sig. Men det er ikke kun den enkelte unge, som flytningen vil komme til gode. Det vil også gavne de byer, som uddannelserne flyttes til. For med et uddannelsessted følger udvikling og liv i lokalsamfundet. Og det giver de lokale virksomheder adgang til mere kvalificeret arbejdskraft.

Unikke uddannelser skaber tiltrækning

Frederikshavn Erhvervsforening arbejder for at få flere og bedre uddannelsesmuligheder til Frederikshavn Kommune. Derfor var det også glædeligt, da en ny professionsbachelor som maritim ingeniør blev godkendt af Ane Halsboe-Jørgensen i efteråret 2021. Den nye uddannelse er unik, og passer godt ind i det stærke maritime erhverv, der er i Frederikshavn Kommune.

”Vi er stolte af at kunne præsentere tidligere uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til Frederikshavn Erhvervsforenings generalforsamling. For gennem uddannelser kan vi øge områdets tiltrækning og dermed få mere liv og vækst til byen. Vi glæder os til at høre Ane Halsboe-Jørgensens indlæg og hylde hende for hendes indsats. Vi håber, at mange har lyst til at deltage,” siger Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd.

Generalforsamlingen for Frederikshavn Erhvervsforening afholdes tirsdag den 8. marts kl. 15.00-18.30 på Scandic the Reef i Frederikshavn, hvor der også vil være spisning. Du behøver ikke være medlem af Frederikshavn Erhvervsforening for at deltage. Dog har medlemmer fri entré.

Tilmeld dig senest torsdag d. 7. marts kl. 11:00 på https://erhvervshusnord.nemtilmeld.dk/258/