Gå til hoved-indhold

”Det er lidt grænseoverskridende at starte som selvstændig, men man skal bryde sine egne grænser”

AktueltAktuelt

Det krævede mod at tage springet, men nu har Britta Aaskoven  åbnet sin egen klinik Aaskoven Zoneterapi & Massage hjemme på gården lidt uden for Østervrå. 

Inden længe ankommer det store skilt, der oppe ved Brønderslevvej skal lede klienterne ned ad grusvejen til Aaskoven Zoneterapi & Massage, som er blevet indrettet på gården hos Britta Aaskoven og hendes mand. Det har skubbet til Britta Aaskovens grænser at starte op som selvstændig og at skulle markedsføre sig, men nu ser hun frem til, at skiltet skal i jorden.

- Det er lidt grænseoverskridende at starte selv, fordi man skal springe ud i at markedsføre sig selv. Jeg har gået og spekuleret meget på, hvordan jeg præsenterer mig i lokalområdet. Jeg har haft nogle gode snakke med Erhvervshus Nord, og jeg har haft glæde af min nye kontoruddannelse. Til min fagprøve lavede jeg opstart af klinik med fokus på markedsføring, fordi jeg godt ved, at det er mit ømtålelige emne. Hvis jeg ikke har styr på noget, så kan jeg ikke lide det. Så jeg blev nødt til at få styr på det. Ellers ville det holde mig tilbage, forklarer Britta Aaskoven.

Klinikken åbnede den 1. april og markerer et nyt kapitel for 56-årige Britta Aaskoven. Efter 28 år som rådgiver hos Landbo Nord blev hun afskediget som følge af nedskæringer i 2016. Mange års interesse for zoneterapi kom derfor i fokus. Hun gik i gang med at læse til zoneterapeut i Hjørring og begyndte også på en kontoruddannelse for at holde alle muligheder åbne.

- Første gang jeg talte med Britta i telefonen, var hun meget i tvivl, om hun skulle starte egen klinik. Vi havde en god snak, og så ringede hun tilbage efter noget tid og sagde, at nu var hun klar! Man kan ikke være ekspert på alle områder, når man starter selvstændigt, så det handler ligesom hos Britta om at have mod til at gå i gang med opgaven, hvor vi så kan støtte op og vejlede, siger Sidsel Schmidt Andersen, iværksætterkonsulent hos Erhvervshus Nord.

Klienten i fokus
Britta Aaskoven har også taget 1. del af massageterapiuddannelsen og flere kurser i øreakupunktur og Reiki Healing, hvor man via forskellige håndstillinger kan skabe energier i bestemte områder, der sætter gang i en healingsproces.

Jeg kan kombinere massage, zoneterapi og reikihealing efter klientens behov. Det giver den mest optimale behandling i forhold til klientens sundhedstilstand, siger Britta Aaskoven.

Klinikken er indtil videre en deltidsbeskæftigelse, som Britta Aaskoven håber vil vokse. Hun har derfor haft fokus på kundegrupper i sin sparring hos Erhvervshus Nord.

Vi har gennemgået, hvilke kunder jeg skal tiltrække, og hvordan jeg kan gøre det. Vi har kigget på, hvad det er for nogle konkurrenter, jeg har, og hvordan jeg skiller jeg mig ud. Og vi har talt om, hvad det er for nogle produkter, jeg har, og hvem de henvender sig til. Det har skærpet mine tanker omkring kundegrupper, og hvor min forretning kan vokse, slutter Britta Aaskoven.