Skagen Erhvervsforening og Skagens Kunstmuseer var torsdag aften værter for en aften med netværk, tapas og en spændende rundvisning i den imponerende særudstilling af P.S. Krøyers Mesterværker.Der var kølig hvidvin i glassene, tapas fra Kokkenes og masser af netværkssnak, da Allan Kastor Andersen formand for Skagen Erhvervsforening torsdag aften kunne byde velkommen til et arrangement i samarbejde med Skagen Kunstmuseer. Omkring 40 medlemmer af de tre lokale erhvervsforeninger havde benyttet tilbuddet om at få adgang til administrationsbygningen i Skagens Museum og en rundvisning i den omtalte særudstilling Mesterværker med bestillingsværker af P.S. Krøyer. - Vi er utrolig glade for det samarbejde, som vi har med Skagens Kunstmuseer, som vi også har inviteret ind i vores bestyrelse. Med op imod 200.000 besøgende årligt er museerne en vigtig primær aktør i vores område, som tiltrækker gæster til gavn for andre lokale virksomheder, siger Allan Kastor Andersen, formand for Skagen Erhvervsforening. Allan Kastor Andersen er til daglig afdelingsdirektør i Nordjyske Bank, som er medlem af Skagens Kunstmuseers Erhvervsklub – og han kunne kun give en varm anbefaling til virksomhederne om at melde sig ind. Museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen gav en spændende fortælling om det at drive et statsanerkendt museum og opfordrede virksomhederne til at spille sammen med museet. - Erhvervssamarbejder er rigtig vigtige for os, og jeg kan godt sige, at vi er sjove at lege med. Så tag fat i os og brug os – vi vil meget gerne indgå i synergier med erhvervslivet, sagde Lisette Vind Ebbesen. Aftenen sluttede med en rundvisning i særudstillingen Mesterværker, som for første gang udstiller de fem store bestillingsværker, som P.S. Krøyer malede – fire af dem hænger normalt ikke tilgængeligt for offentligheden. Malerierne er en imponerende bedrift med portrætter af 194 personer fordelt på de fem malerier – det største på hele 14 kvadratmeter. Lisette Vind Ebbesen er en fantastisk formidler, og hun fortalte spændende anekdoter om de fem maleriers tilblivelse – og kunne også fortælle om den lidt nervepirrende proces med at fragte fem så store og vigtige malerier fra deres vante plads og til Skagen – det største lærred på 14 kvadratmeter blev fx båret ned ad en trappe af 12 personer. Men missionen lykkedes ved hjælp af dygtige konservatorer, museumsansatte og transportfolk, så alle nu kan nyde de imponerende Mesterværker, som de i sandhed er, i den unikke særudstilling på Skagens Museum.