Energipark Sæby er med i regeringens plan om 83 nye energiparker
Vigtig nyhed for opførelsen af datacenter og brug af overskudsvarme til fjernvarmen i kommunen.
Tid: 11:30
Sted:
ENERGI: Det blev mødt med protester i en lang række af landets kommuner, da regeringen i oktober præsenterede sit udspil til placeringen af nye energiparker, og hvor kun en brøkdel af de ønskede parker var opført på listen.
Siden da er ikke mindre end 83 arealer i 33 kommuner indmeldt til screening hos Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Heriblandt tre arealer i Frederikshavn Kommune: Området i det sydvestlige Sæby omkring varmeværket og to arealer i Recycling City-området vest for Knivholt. Områder, der er opbakning til lokalt, men som alligevel blev frasorteret i regeringens første udspil.
I Sæby står investorer klar til at opføre et banebrydende nyt datacenter, som både ligger tæt på store strøm- og internetkabler. Hele tanken er, at det skal køre på grøn strøm og være CO2 neutralt, og at overskudsvarmen fra datacenteret skal gå direkte på fjernvarmenettet.
Men uden grøn strøm er den fulde opbygning af datacenteret skudt til hjørne.
- Det er glædeligt, at regeringen er kommet på andre tanker og har åbnet op for flere energiparkområder. Med datacenteret viser vi en helt ny måde at lave en cirkulær energiløsning, der kan tilføre investeringer, arbejdspladser og grøn varme til kommunen – og så er det jo tosset, hvis vi ikke kan få lov at komme i gang. Vi vil gerne de grønne projekter, investorerne står klar – og så skal regeringen jo ikke stå i vejen for det, siger Kim Müller, der er formand for Sæby Erhvervsforening.
I første omgang var der i oktober 32 energiparker med i regeringens udspil. Siden er 83 nye arealer altså kommet til, som skal gennem en screening, inden Plan- og Landdistriktstyrelsen beslutter, om de også kan indgå i det samlede udspil.
Energiparkerne skal ved hjælp af vindmøller, solceller og power-to-x-anlæg skal øge Danmarks produktion af vedvarende energi og være med til at firedoble elproduktionen fra sol og vind frem mod 2030.
Der blev i december indgået en bred politisk aftale, som skal gøre det nemmere at opstille energiparker ved at lempe naturregler, give staten myndighedsbetjeningen og større kompensation til naboer til energiparkerne.
- I Frederikshavn Kommune vil erhvervet gerne den grønne omstilling, og kunderne efterspørger grønne produkter og grøn produktion. Vi har bare den udfordring, at el-nettet ikke er udbygget i Vendsyssel til den grønne omstilling, der er simpelthen ikke nok kapacitet. De betyder, at de konkrete projekter, som vi allerede har undervejs – og som kun kan gennemføres, hvis vi har nok grøn strøm – bliver forsinkede. Så lad os lokalt selv finde frem til grønne løsninger, så vi både kan bidrage til at få mere grøn elproduktion – og ikke mindst få investeringer og arbejdspladser til kommunen, lyder opfordringen fra Kim Müller.
Det er planen, at der skal gives grønt lys til de første energiparker allerede i foråret, men inden da skal en ny lov vedtages.