Digitalisering har været mantraet for vækst og forretningsudvikling gennem mange år. Men hvordan kommer man i gang med digitalisering, og hvilken betydning har det for ens virksomhed? Det var temaet for den kursusrække, som UCN og Erhvervshus Nord har gennemført siden sidste efterår. Kurset Digital ledelseskultur har taget udgangspunkt i deltagernes egne virksomheder og de problemstillinger, de har stået i. Det har vist sig, at selv om man er i forskellige brancher, har man ofte de samme udfordringer med digitalisering. Derfor har deltagerne haft stort udbytte af at sparre med hinanden.En af dette års deltagere var Coba Ovne, Sæby, der beskæftiger sig med salg af ovne til storkøkkener, institutioner, butikker m.fl. i hele landet. Indehaver Jacob Birkkjær Nielsen har bl.a. brugt kurset og sparringen i overvejelser om at etablere en webshop.”Vores ovne egner sig ikke til e-handel. De skal naturligvis præsenteres flot på nettet, men investeringen er så stor, at handelen altid lukkes med en personlig aftale. Derimod har vi et stort sortiment af tilbehør, som med fordel kan sælges via en webshop. På kurset har jeg også fået indblik i, hvordan fx en webshop har indflydelse på mange andre processer i virksomheden, såsom indkøb og lagerstyring. Det kan være en ordentlig mundfuld, men til gengæld ligger der store udviklingsmuligheder i digitaliseringen,” siger Jacob Birkkjær Nielsen.I alt syv virksomheder fra Frederikshavn Kommune deltog i Digital Ledelseskultur, og en ny kursusrække er planlagt i dette efterår. Kontakt erhvervskonsulent Per Frank Hansen, Erhvervshus Nord, for yderligere information og tilmelding.