Gå til hoved-indhold

5 gode råd til at få succes med din strategi

AktueltAktuelt

En strategi gør din virksomhed mere handlekraftig og robust, så du er klar til at gribe nye muligheder, når de byder sig. Men hvordan lykkes du med den?

I forbindelse med den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, fik Frederikshavn i går klogt besøg af forsker i strategiarbejde Louise Kringelum fra Aalborg Universitet, som gav indlæg til Erhvervshus Nords gå hjem-møde.

Sammen med forskningsassistent Casper Gamborg Holm, fortalte Louise Kringelum om, hvorfor det som virksomhed er vigtigt at have en strategi. For med en strategi kan man som virksomhed blive omstillingsparat og klar til at gribe nye muligheder.

Men hvordan får man så succes med sin strategi? Ifølge Louise Kringelum kan det være gavnligt at involvere medarbejderne, hvis de selv vil.

”Det er medarbejderne, der er ude i virksomheden og oplever hvad der sker lige nu og her. Derfor har de en stor viden om, hvad der foregår i virksomheden, og den er meget brugbar,” siger Louise Kringelum.

Strategi i praksis

Til gå hjem-mødet var der også indlæg af Elektro Gruppens direktør, Lars Sanderhoff sammen med afdelingsleder René Mørk Sand samt Kirsten Kjellberg fra Lederiet.

Virksomheden Elektro Gruppen har 55 medarbejdere fordelt på tre afdelinger i Frederikshavn, Brønderslev og Aalborg. For to år siden kastede virksomheden sig ud i et omfattende strategiarbejde. Målet var blandt andet at gøre virksomheden mere driftssikker og at opnå en samlet vækst på 30 procent gennem opkøb og organisk vækst.

Takket være strategiarbejdet er Elektro Gruppen godt på vej mod sine mål. René Mørk Sand fortæller, at man skal handle, hvis man vil have forandring. Og han har en håndfuld gode råd til andre, der også vil kickstarte deres strategiarbejde:

5 gode råd når du arbejder med strategi

→ Prioritér tid til strategiarbejdet

→ Kommunikér og involver medarbejderne

→ Vær ambitiøs

→ Afstem forventninger og fordel ansvar

→ Vær tålmodig og hold fokus